Diskfrie noder med GentooDenne HOWTO vil hjælpe dig med sætte diskfrie arbejdsstationer op, baseret på Gentoo Linux distributionen. Vi prøver at lave det så brugervenligt som muligt, og sørger for Linux-newbien, fordi alle var én på et specifikt tidspunkt :) Da en erfaren bruger sagtens kan samle de mange HOWTOer, som er tilgængelige omkring diskfrie noder og netværk sammenlagt, håber vi at denne vejledning kan lette installationen for alle interesserede brugere, nørd eller ej. En diskfri maskine er en PC, uden nogen af de normale opstartsenheder, som harddiske, floppydrev eller CDROM-drev. Den diskfrie node starter via et netværk og skal bruge en server, som kan levere det med lagerplads, som en lokal harddisk ville gøre. Fra nu af, kalder vi serveren master, imens vi kalder den diskfrie maskine for slave (det ligger i navnet :). Slave-noden kræver en netværksadapter, som understøtter PXE-opstarti eller Etherboot; tjek Etherboot.org for understøttede lister. De fleste kort understøtter PXE og mange indebygget adaptere på bundkorte vil også virke. Du bør have Gentoo installeret på din master-node, og nok plads på master til at gemme filsystemer til slave-noderne. Vær også sikker på at du har en grænseflade til Internet separeret fra din lokale/interne forbindelse (LAN). 2. Opsætning af master og slave
Kernen er det software, som sidder imellem dit hardware og alt andet software, som du har hentet på din maskine, er essensen af et kerne baseret operativsystem. Når din computer er startet, vil BIOS udføre instruktioner, som er fundet på et reserveret opstartsplads på din harddisk. Disse instruktioner er typisk en boot-loader, som henter din kerne. Efter at din kerne er blevet hentet, er alle processer håndteret af kernen. Flere informationer om kerner og kerneopsætning kan du finde ved at kigge på kernel HOWTO (engelsk, dansk version på vej). Masterens kerne kan være så stor og skræddersyet, som du ville ønske det, men der er få krævede kerne-valgmuligheder, som du skal vælge. Gå ind i din kerne-opsætningsmenu ved at taste:
Du burde få et grå og blåt grafisk grænseflade (GUI), som leverer et sikkert alternativ til manuelt redigering af /usr/src/linux/.config filen. Hvis din kerne er funktionsdygtig, så er det måske en god idé at gemme den nuværende opsætningsfil ved at afslutte GUIen og taste:
Gå ind i følgende under-menuer og være sikker på at de viste ting er afkrydset som 'built-in' (og IKKE som moduler). Indstillingerne, som er vist forneden er taget fra 2.6.10 kerneversionen. Hvis du bruger en anden version, så kan teksten eller opstillingen være anderledes. Vær sikker på at du vælger mindst dem vist forneden.
Hvis du ønsker at bruge pakke-filter (packet filtering), kan du tilføje resten af modulerne senere. Vær sikker på at læse Gentoo sikkerhedshåndbog, kapitel omkring Firewall (engelsk) for at sætte dette ordentligt op.
Efter at du har genindstillet masters kerne, vil du få brug for at genbygge den:
Tilføj så et punkt for den nye kerne i lilo.conf eller grub.conf, afhængigt af hvilken boot-loader du bruger og lav den nye kerne, valgt som standard. Nu da den nye bzImage er blevet kopieret til dit boot-bibliotek, er alt hvad du skal gøre er, at genstarte systemet for at hente disse nye indstillinger. Det er anbefalet, at du kompilerer slaves kerne uden nogen moduler, idet at hente og indstille dem via en fjern-kontroleret opstart er svært og en unødvendig process. I tilføjelse af dette, burde slaves kerne være så lille og kompakt som muligt, for at kunne opstarte effektivt fra netværket. Vi skal til at kompilere slaves kerne i det samme sted, som master var opsat. For at undgå misforståelser og spild af tid, er det sikkert en god idé at lave en backup af masters opsætningsfil ved at taste:
Nu skal vi til at opsætte slaves kerne på den samme måde, som vi opsatte masters kerne. Hvis du vil starte med en ren opsætningsfil, kan du altid genskabe standard /usr/src/linux/.config-filen ved at taste:
Gå nu ind i opsætningsGUIen ved at taste:
Du vil nok være sikker på at du har valgt de følgende indstillinger som indbygget og IKKE som kerne-moduler:
Nu mangler slaves kerne at blive kompileret. Du skal være omhyggelig her, idet du ikke ønsker at ødelægge modulerne (hvis nogen) som du har bygget til master:
Lav nu et bibliotek på master, som du vil bruge til at indeholde slaves filer og krævede systemfiler. Vi bruger /diskless, men du kan vælge den placering, som du ønsker. Kopiér nu slaves bzImage ind i /diskless biblioteket:
Opsætning af en slaves indledende filsystem Masters og slaves filsystemer kan blive fin-indstillet og ændret en del. Lige nu er vi kun interesseret i at få lavet et indledende filsystem med passende opsætningsfiler og mount-punkter. Først skal vi lave et bibliotek inde i /diskless til den første slave. Enhver slave kræver dens eget overordnede filsystem, fordi at dele specifikke systemfiler, kan skabe problemer med rettigheder og at det hele går ned. Du kan kalde de biblioteker alt hvad du ønsker, men vi foreslår at bruge slavernes IP-adresser, idet de er unikke og ikke misledende. Den statiske IP på vores første slave vil være, f.eks. 192.168.1.21:
Forskellige opsætningsfiler i /etc skal modificeres for at virke på slaven. Kopiér masters /etc-bibliotek ind i din nye slaves rod ved at taste:
Stadigvæk er filsystemet ikke klart, fordi at den kræver flere mount-punkter og biblioteker. For at oprette dem, tast:
De fleste af disse "stumper" skulle være forståeligt for dig; Stumper som /dev eller /proc vil være befolket, når slaven starter, de andre vil blive mountet senere. Du skulle også ændre /diskless/192.168.1.21/etc/hostname-filen til at vise værtnavnet til slave. Binære filer, underprogrammer (libs) og andre filer vil blive befolket senere i denne HOWTO lige før du vil prøve at starte slave. Selvom /dev bliver udfyldt af udev seneres, så bliver du stadig nødt til at lave console indgangen. Hvis du ikke gør dette, så kan det resultere i en "unable to open initial console" fejl.
DHCP står for 'Dynamic Host Configuration Protocol'. DHCP-serveren er den første computer, som slaverne kommunikerer med, når de starter via PXE. Den primære hensigt af DHCP-serveren er at tildele IP-adresser. DHCP-serveren kan tildele IP-adresser, baseret på værtens MAC-adresse. Når en slave har en IP-adresse, vil DHCP-serveren fortælle slaven, hvor den skal få fat i det indledende filsystem og kerne. Der er flere forskellige ting, som du burde vær sikker på at virker, før du begynder. Tjek først din netværksforbindelse:
Du burde også være sikker på at have en eth0-enhed kørende. Den burde se ud som dette her:
Det er vigtigt, at den siger MULTICAST, og hvis den ikke gør dette, så bliver du nødt til at gen-kompilere din kerne til at inkludere multicast-understøttelse. Hvis dit netværk ikke allerede har en DHCP-server installeret, så vil du få brug for at installere én:
Hvis dit netværk allerede har en DHCP-server installeret, så skal du redigere opsætningsfilen for at få PXE-opstart til at virke korrekt. Der er kun én opsætningsfil, som du skal redigere før du starter DHCP-serveren: /etc/dhcp/dhcpd.conf. Kopiér og redigér den leverede smagsprøve-fil:
Det generelle layout af filen er indstillet med hensigt og ser ud som følgende:
shared-network-blokken er valgfri og skulle blive brugt til IPer, som du ønsker at være tildelt, for at tilhøre de samme netværkssteder. Mindst én af subnet skal være erklæret og den valgfrie group-blok tillader dig at gruppere opsætninger imellem punkter. Et godt eksempel på dhcpd.conf ser ud som følgende:
IP-adressen efter next-server vil blive spurgt efter et specificeret filename (filnavn). Denne IP-adresse skal være IPen på TFTP-serveren, som normalt er den samme, som masters IP-adresse. filename er relativ til /diskless-biblioteket (dette er til TFTP-serverens specifikke indstillinger, som vil blive dækket senere). Inde i host-blokken specificerer hardware ethernet-indstillingen en MAC-adresse, og fixed-address tildeler en fast IP-adresse til en specifik MAC-adresse. host-name-indstillingen er sikkert en god idé at inkludere og er bare værtsnavnet på en specifik slave. Der er en pæn god man-page om dhcpd.conf med instillinger udover omfanget af denne HOWTO. Du kan læse den, ved at taste:
Før du starter DHCPs initialiseringsscript, så redigér /etc/conf.d/dhcp-filen, så at den ser ud som dette her:
IFACE-variablen er enheden, som du ønsker at køre din DHCP-server på, i dette tilfælde eth0. Tilføjelser af flere punkter til IFACE-variablen kan være brugbart til et komplekse netværkssteder, med flere netværkskorte. For at starte DHCP-serveren, tast:
For at tilføje DHCP-serveren til dit opstartsscript, tast:
For at se at noden starter, kan du tage et kig på /var/log/syslog.log. Hvis denne node starter med succes, vil syslog.log-filen have nogle linjer i bunden, som ser ud som dette:
Hvis du får følgende besked, er det sikkert fordi at der er noget galt med opsætningsfilen, men også at DHCP-serveren stadigvæk sender korrekt.
Hver gang at du ændrer opsætningsfilen, skal du genstarte DHCP-serveren. For at genstarte serveren, tast:
4. Opsætning af TFTP-server og PXE Linux boot-loader og/eller Etherboot TFTP står for 'Trivial File Transfer Protocol'. TFTP-serveren vil levere slave med en kerne, og et indledende filsystem. Alle slave-kerner og filsystemer vil blive gemt på TFTP-serveren, så det er sikkert en god idé at lave master til TFTP-serveren. En virkelig anbefalet tftp-server er klar som tftp-hpa pakken. Denne tftp-server er skrevet af SYSLINUX-forfatteren og den virker meget godt sammen med pxelinux. For at installere, bare tast:
Rediger /etc/conf.d/in.tftpd. Du bør specficere tftproot-folderen med INTFTPD_PATH og hvilketsomhelst kommandolinie-valgmulighed med INTFTPD_OPTS. Det bør se ud som noget lignende dette:
-l-optionen indikerer at serveren lytter i 'stand alone mode', så den ikke skal køre inetd. -v indikerer at log-/fejl-beskeder skal være verdslige. -s /diskless specificerer roden af din tftp-server. For at starte tftp-serveren tast:
Dette bør starte tftp-serveren med de valgmuligheder, som du specficerede i /etc/conf.d/in.tftpd. Hvis du vil have at denne server bliver automatisk startet ved opstart, tast:
Denne sektion er ikke krævet, hvis du kun bruger Etherboot. PXELINUX er en netværksboot-loader, som kan sammenlignes med LILO eller GRUB, og vil være behandlet via TFTP. Det er essentielt et lille sæt af instruktioner, som fortæller klienten, hvor den skal finde sin kerne og indledende filsystem og tillader forskellige kerneopsætninger. Du vil få brug for pxelinux.0 filen, som kommer med SYSLINUX-pakken af H. Peter Anvin. Du kan installere denne pakke ved at taste:
Før du starter din TFTP-server, skal du indstille pxelinux. Du skal først kopiere pxelinux-binærfilen ind i dit /diskless-bibliotek:
Dette vil oprette en standard boot-loader opsætningsfil. Den binære pxelinux.0 vil kigge i pxelinux.cfg-biblioteket efter en fil, hvis navn er klientens IP-adresse i hexadecimal. Hvis den ikke finder denne fil, vil den slette det højre ciffer fra samme filnavn og prøve igen, indtil den ikke har flere cifre at bruge. Version 2.05 og senere udgaver af syslinux laver først en søgning efter en fil navngivet efter MAC addressen. Hvis den ikke finder nogen fil, så starter den med den førnævnte opdagelsesmetode. Hvis ingen fil er fundet, vil den bruge default-filen.
Lad os starte med default-filen:
DEFAULT-taggen dirigerer pxelinux til kernens bzImage, som vi har kompileret tidligere. APPEND-taggen tildeler kernens intialiseringsopsætning. Siden vi har kompileret slaves kerne med NFS_ROOT_SUPPORT vil vi specificere nfsroot her. Den første IP er masters IP, og det andet IP er biblioteket, som var oprettet i /diskless til at gemme slaves indledende filsystem.
Etherboot opstarter netværks-opstartsbilledfiler fra en TFTP-server. Som PXEen, er dette sammenlignelig med LILO eller GRUB. mknbi-værktøjet sørger for at du kan oprette forskellige billedfiler, som bruger forskellige valgmuligheder. Du vil få brug for mknbi-pakken (værktøj til at lave tagged kerne-billedfiler, som er brugbart til netopstart) for at oprette dine Etherboot-billedfiler. Dette værktøj vil oprette en præ-opsat kerne-billedfil fra din originale kerne. Denne indeholder opstarts-valgmulighederne, som er vist længere nede.
I denne sektion vil vi oprette en simpel etherboot-billedfil. Idet DHCP-serveren uddeler klientens rod-sti i "option root-path" dhcp.conf, skal vi ikke tilføje den her. Flere detaljer kan blive fundet i mknbis manual.
Oprettelse af opstart-billedfiler. Dette vil oprette en ELF opstartbar billedfil, som kan tilføje DHCP og rod-stien til kernen. Den tvinger også kernen til at browse netværket for en DHCP-server.
Fejlfinding af netværksopstartsprocessen Der er få ting, som du kan gøre for at kigge på netværksopstartsprocessen. Primært kan du bruge et værktøj, kaldet tcpdump. For at installere tcpdump, tast:
Du kan nu lytte til forskelligt netværkstrafik og vurdere at din klient/server-interaktion er funktionelt. Hvis noget ikke virker, er der få ting, som du måske skulle kigge efter. Først, vær sikker på at klient/server er fysisk forbundet ordentligt, og at netværkskabler ikker er ødelagte. Hvis din klient/server ikke modtager 'requests' på en specifik port, vær sikker på at der ikke er nogen firewall-afbrydelser. For at lytte til interaktionen imellem to computere, tast:
Du kan også bruge tcpdump til at lytte til en specifik port, som f.eks. tftp-porten, ved at taste:
EN typisk fejl, som du vil modtage, er: "PXE-E32: TFTP open time-out". Det er sikkert pga. fireware-problemer. Hvis du bruger TCPwrappers, burde du måske tjekke /etc/hosts.allow og etc/hosts.deny og sørge for at de er opsat ordentligt. Klienten burde være tilladt til at forbinde til serveren. NFS står for 'Network File System'. NFS-serveren vil blive brugt til at behandle biblioteker til slave. Disse kan blive personlige senere, men lige nu, er alt hvad vi vil, er at få en indlendende slave-node til at starte diskfrit. Forskellige klient/server-tjenester lytter ikke til en specifik port, men stoler i stedet for på RPCer (Remote Procedure Calls). Når denne tjeneste er startet, vil den lytte på en hvilkensomhelst port og så registrere denne port med Portmapper-værktøjet. NFS stoler på RPCer og derfor kræver den Portmapper er startet, før den er startet. NFS-serveren kræver kernens level-understøttelse, så hvis du ikke har dette, skulle du genkompilere din masters kerne. For at dobbelt-tjekke din masters kerne-opsætning, tast:
Du burde se et output, som ser ud som dette, hvis din kerne er blevet sat ordentligt op:
NFS-pakken kan fåes igennem portage, ved at taste:
Denne pakke vil emerge en portmapping-værktøj, nfs server og nfs-client værktøjer, og vil automatisk ordne initialiseringsafhængigheder. Der er tre store opsætningsfiler, som du skal redigere:
/etc/exports-filen specificerer hvordan, til hvem og hvad at eksportere igennem NFS. Slaves fstab vil blive ændret sådan, at den kan mounte NFS-filsystemer, som master eksporterer. En typisk /etc/exports til master, skulle se ud lige som dette:
Det første felt indikerer biblioteket, som bliver eksporteret og det næste felt indikerer til hvem og hvordan. Dette felt kan blive delt i to dele: hvem bør have tilladelse til at mounte det specifikke bibliotek og hvad den mountede klient kan gøre med filsystemet: ro for 'read only', rw for 'read/write'; no_root_squash og no_all_squash er vigtige til diskfri klienter, som skriver til disken, så de ikke bliver "smadret", når de laver 'I/O requests'. Slaves fstab-fil, /diskless/192.168.1.21/etc/fstab, bør se ud som dette:
I dette eksempel er master kun værtnavnet for master, men det kunne med med lethed være IP for master. Det første felt indikerer biblioteket, som bliver mountet og det andet felt indikerer hvor. Det tredje felt beskriver filsystem og bør være NFS til enhvert NFS-mountet bibliotek. Det fjerde felt indikerer forskellige indstillinger som kan blive brugt til mount-processen (se mount(1) for flere mount-indstillinger). Nogle folk har problemer med 'soft' mount-punkter, så vi laver dem alle 'hard', men du skulle kigge på forskellige /etc/fstab-indstillinger for at gøre din cluster mere effektiv. Den sidste fil, som du skal redigere er /etc/conf.d/nfs, som beskriver nogle få indstillinger til NFS, når den er startet, og ser ud som følgende:
Du bør ændre RPCNFSDCOUNT til det antal af diskfrie noder på netværket. Du skal starte NFS-serveren med dens init-script, som er placeret i /etc/init.d, ved at taste:
Hvis du vil have at dette script starter ved opstart, tast følgende:
6. Afslutning af slaves filsystem Kopiering af de manglende filer Vi vil nu sørge for slaves filsystem er ajour med masters og levere de nødvendige binære filer, imens vi stadigvæk bevarer slaves specifikke filer.
Standard-scripterne vil prøve at køre checkroot, som ikke er logisk for dine slave-noder. Den svære vej er at manuelt redigere /diskless/192.168.1.21/sbin/rc-scriptet, men dette er byrdefuldt, farligt og kunne ødelægge det hele, når du vil ajourføre din nodes filsystem igen og glemmer at lade denne script være. Fidusen er at have en /fastboot-fil, når dit system starter op. Denne fil fortæller checkroot om ikke at køre nogen tjek af filsystem. Men dette vil også slette filen, når den er færdig med programstartsprocessen. Derfor skal vi oprette filen igen i slutningen af programstartsprocessen, som dette:
Da unmounting af netværksfilsystemerne bør ske så sent som muligt, så bliver du nødt til at ændre din /etc/init.d/netmount så den siger:
Hvis du gør dette på et system der er i gang, så glem ikke at køre depscan.sh for at ordne service afhængighederne. Du kan med sikkerhed ignorere enhver advarsel om at den vil kollidere med /etc/init.d/checkroot,da du slår den fra via fastboot filen som du satte op i den forgående paragraf. Du får brug for mange programstartsscripter under /diskless/192.168.1.21/etc/runlevel, idet du behøver tjenester på dine diskfrie noder. Det afhænger alt efter du vil have dine slaver til at gøre.
Nu er det et godt tidspunkt at starte din slave og krydse dine fingre. Virker det? Tillykke!, du er nu en stolt ejer af (en) diskfri(e) node(r) :) Indholdet i dette dokument er autoriseret under en Creative Commons - Attribution / Share Alike licens. |
|
